26. marts 2018
I en indre og ydre verden som hele tiden er i bevĂŠgelse har jeg brug for visioner â en historie til at holde mit sind i ro â sĂ„ jeg kan vĂŠre sĂ„ fuldt til stede i den uvisse bevĂŠgelse som muligt.
Hvad kunne min vision vĂŠre â nu jeg har forladt min gamle historie. og over Ă„r har vandret i blinde for at finde en ny vej â i en ny tid, som ingen kender mĂ„let pĂ„.
Jeg sĂŠtter mig nu ned og skaber en ny historie â en retning, jeg tĂžr fĂžlge
Jeg lytter i mit hjerte, jeg lytter til ordene, der strĂžmmer, noget vil Ă„bne sig, noget mĂ„ groâŠ
Det som kommer eller det jeg er medskaber af â mĂ„ske to sider af samme sag!?
NĂ„r hjertet Ă„bnes ser det alle muligheder, sammenhĂŠnge og finder tillid og tro ud fra en vished, som sanses.
Hvad Äbner sÄ hjertet!? For mig er det uvist og dog er der det der gÞr det muligt.
Lige nu skriver jeg mig ind i min sandhed.
I gÄr gik jeg en tur rundt om AlmindsÞ ved Silkeborg og hilste pÄ det gamle trÊ jeg har kendt en generation eller mere. Min faste fyr, nÄr mennesker er kommet og gÄet.
TRĂET â er en personlig vision for mig. Det gamle, tykke, hĂžje trĂŠ, der blev sĂ„et langt fĂžr min tid og vil stĂ„ her til efter min tid i denne eksistens. Dets trofaste hĂžje energi og vedvarende stĂžtte fĂžles som en fysisk manifestation jeg har brug for i livet I min vision om mit livs rammer er TRĂET er del af det sted jeg bor og finder forbindelse.
Der skete det i gĂ„r at jeg fandt forbindelse ved trĂŠet. Det stĂ„r et sted hvor mennesker passerer forbi. Pludselig trak de forbipasserende mig med ind i menneskeverdenen og forbandt mig langt ind, langt ud og vĂŠk over store afstande omkring et fĂŠllesskab, en sameksistens af mennesker, der lever og passerer hinanden. Mange uden at kende hinanden â nogle med dybe familieforbindelser til deres egne â jeg nĂŠrmest uden en sĂ„dan, men hjemme i det stĂžrre perspektiv â her lever jeg - her virker jeg.
Jeg mĂŠrker det â instantly â instant connection â instant mening â og alt blir godt igen i det lille liv, der ellers kan lĂŠnges og kymre sig sĂ„ grueligt om, hvordan hun finder fodfĂŠstei denne verden.
SĂ„ TRĂET skal givetvis med i visionen om min personlige historie. Jeg har set det stĂžrre, hĂžjere og mere dragende andetsteds, men hvor pĂ„ kloden det stĂ„r, ved jeg ikke â endnu.
MAGIEN skal ogsĂ„ med. For mig er det magi, nĂ„r sĂ„dant sker, som ved trĂŠet. Magien opstĂ„r nĂ„r jeg fĂžler, ser, sanser sammenhĂŠng og nĂ„r âtilfĂŠldigeâ ting opstĂ„r, som ikke kan planlĂŠgges eller forudsiges, men sker i fuld forbindelse med Ăžjeblikket i et stĂžrre billede.
Jeg er ikke altid sikker pÄ OM der SKER noget udenfor mig, men giveligt inden i mig.
Jeg mÊrkede magien pÄ vores nylige rejse til Nepal. Jeg mÊrkede den fra min stol pÄ terrassen og ved det hellige bjerg. Hvordan den indfandt sig der, var vel ogsÄ fordi jeg havde inviteret den, ved at lytte og sÞge forbindelsen.
Jeg satte mig hver aften ved solnedgangstid pÄ terrassen og lyttede. Nogle gange kom mennesker stÞjende forbi for at se med pÄ udsigten og forstyrrede mit sind. Nogle gange var det tordenvejr og jeg fik fred i lyn og regn og brag igennem bjerg og dale til at mÊrke, sanse dybere, finde indsigt mÄske.
En aften mĂŠrkede jeg forbindelsen â til kvinderne â de viise â i omrĂ„det, i landet, mĂ„ske helt omkring Tibet, som ikke er sĂ„ tilgĂŠngelig pĂ„ anden vis.
Jeg mĂŠrkede disse mange Grandmothers, som lysende, kraftfulde vĂŠsner, som levende i krop eller uden ved jeg ikke. Men vi VAR der â sammen â og holdt den store vision.
Den vision der rĂŠkker ud over nĂŠser og navler. En vision om det feminine i drift, i kĂŠren om hinanden og helheden.
Jeg fik et nyt syn pÄ kvindecirkler og sammenhÊnge. Og jeg blev GLAD indeni, da jeg nÊste dag dumpede ind i en butik neden for, hvor lokale kvinder fik job i at bruge deres talenter som syersker og vÊvesker og til stÞtte i et videre perspektiv. SelvfÞlgelig kÞbte jeg over dage en hel masse tÊpper, tÞrklÊder, tasker til den faste pris at tage med hjem. Ellers er jeg ikke god til power shopping, men her gav det mening og godt at ha gaver med en god historie indeni.
NĂŠste aften pĂ„ terrassen vĂŠldede kĂŠrligheden til âfolketâ op i mig. Ikke en jeg ellers kender, men her blev den overvĂŠldende. Hvor den kom fra er uvist, men en altomfattende Nepal â Tibet fornemmelse. Et menneske hjem, en kĂŠren for folket.
Nepal er en sammensurium af et utal af forskellige stammer, sprog, spirituelle og kulturelle smĂ„ grupperinger/familier. Her er ofte sydende konflikt i storbyen â ja â men endnu mere fredelig sameksistens i hverdagens nabolag.
Men den her kÊrlighed kom ikke fra dette uforstÄelige kaos,
den var her bare!
DĂT er for mig MAGISK â hver gang hjertet Ă„bnes i forundren over hvor dĂ©t kom fra!
MODERBJERGET (min navngivning) â det hellige bjerg Machapuchare â ogsĂ„ kaldet Fishtail, som gĂžr det nemmere at huske og finde pĂ„ Google, og Machapuchare fĂ„r mig til at tĂŠnke pĂ„ Machu Picchu â er der en forbindelse? mĂ„skeâŠ
Machu Picchu, Peru + Mig og Machapuchare, Nepal
Den magiske morgen ved moderbjerget var som magiske morgener er â uventet, uforudsigelig og alligevel med en viljes handling, der muliggĂžr mirakler.
Viljen var at vi stod op fĂžr fanden fĂ„r sko pĂ„ og vandrede op ad bakkeskrĂ„ningen (som de kalder en hĂžjde pĂ„ en times tids stigning (fra hvor vi var â var det Âœ time - for lokale â vi klarede det pĂ„ 50 min) - Vi ville nĂ„ solopgangen og en tvivlsom, men dog mulig kig til de hvide Himalaya bjerge, der ude bag ved et sted, vi ikke kendte endnu.
Ved landingen i Kathmandu sĂ„ vi dem ikke (et billede taget ud af vinduet i flyet afslĂžrer dog et hvidt âskydĂŠkkeâ i det fjerne, som utvivlsomt er bjergtoppe) â heller ikke pĂ„ indenrigs flyveturen til Pokhara dagen efter, sĂ„ vi den eftertragtede bjergudsigt â selvom vi sad i den rigtige side.
Siden vi var kommet en uges tid fÞr havde det hver dag vÊret diset og overskyet med for ringe udsigt til at Þjne Himalaya og dog med rigelig sol og fint vejr til at nyde en anden Ärstid end Danmarks hÄrde vinter i de sidste februar dage.
Men tilbage til magien. Tidlig morgen, âbakkenâ vĂ„gner, landsbyen pĂ„ toppen vĂ„gner med bĂ„l i baghaven og ko i stald. Vi finder udsigtspunktet og den disede solopgang over en del af Pokhara vi ikke havde ventet. Det skuffer lidt med alt det by og hĂ„bet svinder om et glimt af bjerge i det fjerne â ikke i dag!!
Men alligevel og nok altid en morgen vandring vĂŠrd.
MÊrke sin krop, mÊrke stigningen og den tidlige opvÄgning og renhed - til alle tider fascinerende.
Tid til nedstigning og tilbage til dagsrutinen pÄ yoga centeret, vi bor pÄ.
Vi vender os om og DER er de. LIGE der. Bag bakken, bag landsbyen vi lige har vandret igennem. DER ligger de i morgendis og havde vi vĂŠret lidt mere sĂžvnige, ku de ha lignet skyer.
Men det er vi ikke!
Vi bjergtages â begge to â Jens og jeg. Pludselig forsvinder kulden fra min krop og jeg bare stĂ„r, som en stenstĂžtte med en stĂŠrk og voldsom favnende energi rislende omkring og i mig fra bjerget, lige der, med spids pĂ„. Ryggen til venstre trĂŠkker ogsĂ„ opmĂŠrksomhed, men ikke som spidsen, der troner i landskabet med sin energi og sit smukke ydre.
Jeg favnes, jeg fĂžres hjem, som jeg ikke har vĂŠret hjemme fĂžr pĂ„ planeten. Jeg fĂždes i et evigt favntag â og dog mĂ„ det stoppe.
Forvandlet til tÄrer, bevÊger vi os nedad igen og finder vej trods tvivl. Det var jo mÞrkt da vi gik op.
PĂ„ centeret mĂždes vi af et âHow did it goâ?
"We saw them!!!" med et ĂŠrbĂždigt âthank you for showing yourself â Mother Mountainâ .
Den majestĂŠtlige spids viste sig at vĂŠre Machapuchare
- i lokal befolkningen varetaget som et helligt bjerg, der ikke mÄ betrÊdes af mennesker.
Det vi sÄ venstre for var en af Annapurna kÊdens toppe.''
Her i fattig gengivelse fra morgenen efter â bjergene var sĂ„ meget tĂŠttere pĂ„ end dette billede viser⊠og noget billede vil kunne vise.
